Fanø Kommune har vedtaget nyt regulativ for husholdningsaffald.

Stigende krav til miljø og arbejdsmiljø har medført behov for en række ændringer.

Opsummeret i væsentligste træk betyder dette fra 1. jan. 2018:

  1. at samtlige husstande og sommerhuse fremover skal sortere organisk affald (madrester, madaffald mm) i adskilte beholdere
  2. at husholdningerne fremover skal have 2 affaldsbeholdere i stedet for en. En til organisk affald og en til restaffald
  3. at vægtbasseret afregning af affald bortfalder
  4. at 2 eller flere naboer kan gå sammen om beholdere
  5. at sommerhusejere frit kan vælge, om de ønsker beholdere ved sommerhuset, eller selv ønsker at bringe affaldet til en af miljøstationerne
  6. at affaldsbeholderne tømmes hver 14. dag
  7. at ordning med fortovsindsamling af glas, metal og papir ophører og erstattes med bringeordning til miljøstationerne
  8. at der fremover bliver mulighed for at få hentet husstandens mindre mængder farligt affald, maling, batterier, småt elektronik mm.
  9. at papiraffaldssække udgår
  10. at der forsøges etableret flere miljøstationer på Fanø.

Ad 1:  Regeringen har pålagt Kommunerne at genanvende 50 % at deres affald. Ved at sende organisk affaldet til forgasning (udvinde biogassen) og anvende den afgassede masse til gødning, kan man opnå en bedre udnyttelse af affaldet end ved forbrænding. Fanø Kommune kan på denne måde opfylde regeringens krav om 50 % genanvendelse af affald. Indsamling af organisk affald er den eneste måde regeringens krav om genanvendelse kan opnås.

Ad 2: Alle ejendomme i byzone, landzone og sommerhusområder sorterer husholdningsaffald i organisk affald og restaffald i hver sin spand/beholder.

Ad 3: Den tidligere anvendte afregningsmetode har været anvendt for at animere husstandene til at sortere affaldet bedre. Den opnåede sorteringsgrad har imidlertid ikke kunnet stå mål med de ved metoden medførte meromkostninger ved håndtering af affaldet. For at give øens borgere og gæster mest mulig affaldshåndtering for pengene afskaffes vejningen af affald.

Ad 4:  Såfremt 2 eller flere bliver enige om at dele en affaldsbeholder, kan man vælge dette. Den person, der har affaldsbeholderen stående, får tilsendt regningen herfor. Det indbyrdes regnskab står de delende parter selv for.

Ad 5: Også sommerhusejere skal fremover sortere husholdningsaffald i organisk affald og restaffald. Nogle sommerhusejere ønsker affaldsbeholdere, som tømmes af renovatøren, placeret ved sommerhuset. Andre har ikke det behov. Fremover kan sommerhusejerne selv vælge om de ønsker 2 beholdere (organisk + rest) ved sommerhuset eller om de ønsker at bringe det til en af miljøstationerne.

Ad 6:  Affaldsbeholderne tømmes hver 14. dag. Den ene type affald på ulige uger. Den anden type affald på lige uger. I juli og august tømmes bioaffaldet dog hver uge.

Ad 7: Fanø Kommune ville gerne have fortsat med fortovsindsamlingerne, men stigende krav til arbejdsmiljø forhindrer dette.

Ad 8:  Husstandene får udleveret en mindre beholder til farligt affald. Batterier, småt elektronik, maling mm. Når beholderen er fuld, stilles den ud til affaldsspanden. Renovatøren ombytter derefter beholderen, således at man straks får en tom beholder retur.

Ad 9:  Stigende krav til arbejdsmiljø medfører at affaldet fremover ikke må bæres men skal transporteres i beholdere på hjul.

Ad 10: For at lette borgernes adgang til at komme af med affaldet, forsøget oprettet flere miljøstationer på Fanø. De eksisterende miljøstationer kan ses her: http://www.fanoe.dk/borger/affald-og-genbrug/miljoestationer

Regulativ for Husholdningsaffald 2018