Hvad er Vadehavets ånd?

Hvor skal man søge for at finde den: Langs Vadehavets kyst og byområder? Eller i beboernes relationer til Vadehavet? Hvis man finder den, kan den så dokumenteres? Indfanges? Eller er Vadehavets ånd under konstant forandring?

Til Vadehavsfestival 2016 arbejder vi, billedkunstner Maj Horn og filosof Carsten Friberg, på et kunstprojekt, der skal finde ud af, hvad Vadehavets ånd er. Vi vil gerne invitere til sammen at finde nogle svar på, hvad det er, på Museum Sønderjylland Kulturhistorie Tønder, onsdag 11. maj kl 19.30-21.00.

Til arrangementet vil vi præsentere vores arbejde og inviterer til fælles dialog og forskellige former for kortlægninger. Vi vil gerne høre jeres reaktioner, tanker og erfaringer – vores arbejde er nemlig intet uden at få jeres historier og viden.

Stedets ånd handler om livet et sted. Det handler om identitet, om historie, om det aktuelle liv med dets vaner, traditioner, levemåder og talemåder, og det handler om ønsker og håb for livet fremover.

Siden efteråret 2015 har vi holdt møder med forskellige mennesker i området og vi har udleveret et indsamlingssæt til ni institutioner, hvori der bliver lagt noget – ting, og tanker – som man mener fortæller om stedet. Hvis I har billeder, en sang eller historie, som I tænker bør indgå i laboratoriet om Vadehavets ånd, bring det endelig med.

Til Vadehavsfestivalen laver vi en udstilling, baseret på det materiale og den viden, vi indsamler i løbet af året. Den vil blive på everten Rebekka af Fanø, en gammel skibstype bygget særligt til at sejle i Vadehavet. som kommer til at ligge i Norby og også tage nogle sejlture derfra.

Vadehavet er et mangfoldigt område, og det er meget vigtigt for os, at alle dele af området bliver repræsenteret. Selvom udstillingen bliver i Nordby så skal historier og opfattelser, som hører til i Tønder, Højer og Ballum være med. Uden dem bliver vores fremstilling af Vadehavet skæv.

Så kom og mød os og vær med til at få skabt den bedste fremstilling af Vadehavets ånd.

Alle er velkomne. Arrangementet kræver ikke tilmelding og er gratis.

Der kan købes kaffe, og der vil være forfriskninger under arrangementet.