Børn og unge-udvalget har kompetencen til at træffe afgørelser om tvangsanbringelse og andre tvangsmæssige indgreb i forholdet mellem forældre og børn
 

Det er som udgangspunkt kommunens børn og unge-udvalg, der som 1. instans træffer afgørelser af tvangsmæssig karakter om et barn eller en ung. 

Børn og unge-udvalget træffer bl.a. afgørelse i sager om:

  • Tvangsmæssige undersøgelser af et barns eller en ungs forhold
  • Tvangsmæssig anbringelse af et barn eller en ung uden for hjemmet
  • Tvangsmæssig opretholdelse af en anbringelse uden for hjemmet
  • Afbrydelse af samvær og/eller kontakt mellem f.eks. forældremyndighedsindehaveren og barnet eller den unge under en anbringelse uden for hjemmet
  • Overvåget samvær under et barns eller en ungs anbringelse uden for hjemmet.

I akutte tilfælde kan udvalgets formand eller næstformand træffe en foreløbig afgørelse om ovenstående. Formandens eller næstformandens afgørelse skal inden 7 dage forelægges hele udvalget.

Det er Socialforvaltningen, dvs. Team Social & Myndighed, der beslutter, om en sag skal forelægges for Børn og unge-udvalget. Barnets eller den unges holdning til den påtænkte foranstaltning skal fremgå af Team Social & Myndigheds indstilling til Børn og unge-udvalget. Udvalget kan beslutte enten at følge eller at afvise teamets indstilling.

Med virkning fra den 1. januar 2014 består Børn og ungeudvalget af følgende medlemmer:

  • 2 politisk valgte medlemmer, valgt af og blandt kommunalbestyrelsen    Formand, Niels Heinel
    Næstformand, Christian Lorenzen
  • 1 dommer, byretsdommer i retskredsen, udpeget af Domstolsstyrelsen         
    Aage Flebo
  • 2 pædagogisk- psykologisk sagkyndige, udpeget af Statsforvaltningen    Vivian Müggebier
    Karen Krag

Indstillingen til børn og unge-udvalget skal indeholde en børnefaglig undersøgelse og en skriftlig redegørelse for vurderingen af, om betingelserne for den tvangsmæssige foranstaltning er opfyldt. 

Indstillingen skal også indeholde en handleplan for anbringelsen. Planen skal angive det overordnede formål med anbringelsen, anbringelsens forventede varighed og den indsats, der skønnes nødvendig for at opnå formålet. 

Endelig skal indstillingen også indeholde et referat af børnesamtalen, afholdt med barnet eller den unge inden den påtænkte foranstaltning, og som angiver barnets eller den unges holdning til den påtænkte foranstaltning. 

Parter i en børnesag er:

  • indehavere af forældremyndigheden
  • den unge over 12 år eller 
  • den af forældrene, der ikke har del i forældremyndigheden, men som afgørelsen om samvær eller kontakt vedrører.

Inden der træffes afgørelse i en sag om tvangsmæssig foranstaltning skal kommunen orientere sagens parter om retten til at se sagens akter og til at udtale sig i sagen.

At være part i en børnesag betyder, at man ved behandling af en sag ved børn og unge-udvalget har ret til: 

  • at have sin egen advokat med til mødet
  • at have en besidder med til mødet (f.eks. familiemedlem eller en ven)
  • at udtale sig overfor udvalget, inden der træffes afgørelse i sagen.

Børn og unge-udvalget er et ja/nej udvalg og kan derfor alene beslutte at følge eller afvise forvaltningens indstilling.

Hvis barnets eller den unges øjeblikkelige behov ikke kan afvente, at sagen behandles i børn og unge-udvalget, kan formanden eller i dennes fravær næstformanden for børn og unge-udvalget træffe en foreløbig afgørelse. Formandens eller næstformandens afgørelse skal inden 7 dage forelægges hele udvalget.