Fanø Byråd havde mandag den 12. september 1. behandling af Budgetforslag 2023-2026. Frem til onsdag den 21. september kl. 12.00 er budgetforslaget i høring.
Udgangspunktet for årets budgetforhandlinger er en ubalance i økonomien på godt 13 mio. kr. Udgifterne er kort sagt for store i forhold til indtægterne.
Det skyldes bl.a. den økonomiaftale, som Regeringen og KL indgik før sommerferien, samt regeringens ønske om at dæmpe inflationen, som vil medføre besparelser i hele landet. Fanø Kommune har, ligesom størsteparten af landets øvrige kommuner, været påvirket af en række udefrakommende faktorer som bl.a. corona-pandemien, udligningsreformen og krigen i Ukraine og de afledte effekter heraf, som har skabt store udfordringer for økonomien.
Der har i de seneste år været stort fokus på en genopretningsplan for at øge Fanø Kommunes likviditet, hvilket har resulteret i en kassebeholdning, der opfylder Byrådets målsætning. Det arbejde pågår stadig og skal skabe forudsætningerne og fundamentet for økonomisk soliditet i de kommende år.
Budgetbesparelser på driftsudgifter og anlæg
Ubalancen i økonomien medfører, at det bliver nødvendigt at gennemføre reduktioner på både drifts- og anlægsbudgettet.
Blandt budgetforslagene er der bl.a. lagt op til besparelser på dagpasningsområdet, hvor forældrebetalingen vil stige og fastsættes til 25 pct. af driftsudgifterne, ligesom lukning af dagplejen er blandt prioriteringsforslagene til budgetforhandlingerne.
Derudover vil der også skulle spares større beløb på det administrative område i Fanø Kommune, på velfærdsområdet og ikke mindst på anlægsområdet.
Budgetkatalog og høringsfrist
Kommunens budgetkatalog med prioriteringsforslag er sendt i høring fra tirsdag den 13. september. Sidste frist for høringssvar til budgetforslagene er den 21. september kl. 12.
Tidsplan for budgetprocessen
- Torsdag den 25. august kl. 9: Indledende budgetseminar, Fanø Byråd
- Mandag den 5. september kl. 15: Opfølgende budgetseminar, Fanø Byråd
- Mandag den 5. september kl. 17: 1. behandling af budgetforslag 2023, Økonomi- og planudvalget
- Mandag den 12. september kl. 19: 1. behandling af budgettet, Fanø Byråd
- Tirsdag den 13. september kl. 19: Borgermøde om budgettet, Strien
- Tirsdag den 13. september: Budgetforslag sendes i høring, tidsfristen for høringssvar er den 21. september 2022 kl. 12.
- Onsdag den 21. september: Budgetforhandling, Fanø Byråd.
- Mandag den 3. oktober: 2. behandling af budgetforslag, Økonomi- og planudvalget
- Mandag den 10. oktober: 2. behandling af budgettet, Fanø Byråd.
Her bliver budgettet endeligt vedtaget.