Gå til hovedindhold

Beskæring af træer og buske

Som grundejer har du pligt til at klippe og beskære beplantning samt træer langs vej og sti.

Indhold

    Hold veje og stier sikre – hjælp os med at beskære din beplantning

    For at sikre, at alle kan færdes trygt på veje og stier, er det vigtigt, at beplantning ikke vokser ud over fortove eller veje. Hække, grene og træer, der rager ud, kan være til fare for gående og kørende trafik. De kan også skygge for vejbelysningen og gøre det svært for beredskab og renovationskøretøjer at komme frem.

    Når vi modtager henvendelser om beplantning, der er til gene for trafikken, behandler vi dem i den rækkefølge, de kommer ind.

    Som grundejer har du ansvar for at beskære din beplantning. Hvis det ikke sker inden for den frist, kommunen giver, kan vi være nødt til at udføre arbejdet – og sende regningen til dig.


    Sådan skal du beskære din beplantning

    For at sikre fri passage skal alle grundejere i Fanø Kommune beskære ud mod veje og fortove, så der er:

    • Minimum 4,20 m frihøjde over kørebanen
    • Minimum 2,75 m frihøjde over fortove, cykelstier og rabatter

    Frihøjden over kørebanen gælder også for den nærmeste meter ud over kørebanekanten.

    Derudover skal hegn og beplantning holdes helt på egen grund, og fortove, stier og veje skal være fri for grene og hække. Husk også:

    • Klip helt ind til skel langs din grund.
    • Sørg for, at beplantning ikke dækker skilte eller vejbelysning.

    Er du i tvivl om, hvor skellet er? Kig efter dine naboers grænse til vejen eller lysmaster ved fortovets bagkant – de står typisk lige ved skel. Klip hækken, så den flugter med naboens og ikke går ud over lysmasten.


    Træer på private fællesveje

    Hvis der er plantet træer langs en privat fællesvej eller i særlige hjørnebede, har grundejeren ud for træet pligt til at vedligeholde det. Vær opmærksom på:

    • Træer, der indgår i en færdselsregulerende foranstaltning, må ikke fjernes uden kommunens og vejejerens tilladelse.
    • Hvis et sådant træ går ud (fx pga. alder, sygdom, storm eller hærværk), skal ejeren genplante for egen regning.
    • Du behøver ikke kommunens tilladelse for at plante et nyt træ på samme sted som det gamle.

    Tak fordi du hjælper med at holde Fanø sikker og fremkommelig for alle!

    Læs på Hegnsyn.dk om godt naboskab

    Læs også

    Kontakt

    Teknisk forvaltning