Vi har brug for at få endnu flere børnefamilier til Fanø! Derfor skal vi have fortalt historier om det gode børne- og familieliv, som leves her på øen. Vil din familie dele jeres historie?

Er jeres familie flyttet til Fanø? Har I børn i daginstitution eller skole – og vil I dele jeres oplevelser og erfaringer med livet og hverdagen på vores dejlige ø? Eller kender I måske nogen, der gerne vil?

Så vil vi i Fanø Kommune rigtig gerne høre fra jer!

Vi er nemlig på jagt efter gode historier om Fanø som en attraktiv kommune at bo og leve i som børnefamilie. 

Jeres fortælling vil vi bruge aktivt i jagten på at få endnu flere børnefamilier til Fanø. Samtidig er jeres perspektiv på hverdagen og det gode familieliv på øen helt essentielt for os, når vi som kommune arbejder med udviklingen af fremtidens Fanø.

Hvem er I?
  • Om I er mor, far og børn/barn betyder ikke så meget. Vi vil gerne høre fra alle mulige familiekonstellationer, der har slået sig ned på Fanø.
  • Om I har boet på Fanø i 15, 10 eller et år er lige meget - bare I har taget et aktivt valg om at bo her.
  • Om I arbejder på øen, pendler andetsteds hen eller slet ikke arbejder betyder ikke så meget. Vi vil bare gerne høre om jeres liv og hverdag som tilflyttere og børnefamilie på Fanø.
  • Om I bor i nybyg, et af øens ældste huse eller noget helt tredje betyder ikke så meget. Vi vil gerne vise den alsidighed, som Fanø også er rig på.

Er I friske på at dele jeres historie - eller er I bare nysgerrige efter at vide lidt mere - så ret helt uforpligtende kontakt til udviklings- og kommunikationskonsulent, Louise Bach på tlf. 5182 5265 eller på mail: bgselb@fanoe.dk