DK2020 – Målet om et CO2-neutralt og klimatilpasset Fanø i 2050
I efteråret 2021 tilsluttede Fanø Kommune sig DK2020-projektet, hvis formål er, at Fanø Kommune som geografisk skal blive CO2-neutral i senest 2050 samt håndtere og tilpasse sig klimaforandringerne. Til dette skal kommunen udarbejde en Klimahandlingsplan med ambitiøse delmål og tiltag frem mod 2050. DK2020 giver danske kommuner mulighed for at løfte det lokale klimaarbejde til international best practice.
Kommunerne arbejder med den samme standard for klimaplanlægning, som anvendes af nogle af verdens største og mest ambitiøse byer i det internationale bynetværk C40. Med DK2020 er det første gang, C40’s internationale standard ’The Climate Action Planning Framework’ (CAPF) bliver brugt og videreudviklet til brug i mindre byer og kommuner. Dermed er DK2020-kommunerne med til at skrive historie i kampen mod klimaforandringer.
I Fanø Kommunes forvaltning er udarbejdelsen af klimaplanen allerede i fuld gang. Man kan løbende følge med i DK2020-arbejdet på denne side og en emailliste ved tilmelding til bgtmahl@fanoe.dk. Hvordan Fanøs drivhusgasopgørelse ser ud kan ses i fold ud funktionen længere nede på siden.
Har du idéer og input til målsætninger i Klimaplanen og/eller tiltag til at indfri dem?
Alles idéer og input til mål og tiltag er værdifulde for udarbejdelsen af Klimaplanen. Kommunen ønsker derfor at så mange som muligt vil komme med deres perspektiver, så man sikrer, at indholdet af Klimaplanen giver mening for dem den involverer. Udover muligheden for at sende sine perspektiver ind til kommunens klimakoordinator Anne Hammer Lauridsen via mailen bgtmahl@fanoe.dk, vil kommunen også løbende holde møder og arrangementer med fokus på de emner, som særligt fylder blandt interessenter.