De badende på strandene i Syd- og Sønderjyllands Politikreds, kajakroere, folk i små robåde og gummibåde mv. kan se frem til øget sikkerhed fra og med denne sommer.

Det er en konsekvens af, at Syd- og Sønderjyllands Politi har opdateret politikredsens reglement for sejlads i motorbåde, på vandscootere og med surfbræt m.m. i det kystnære farvand.

De opdaterede regler betyder blandt andet, at en sikkerhedszone, der sikrer, at sejlende skal tage særligt hensyn til de badende mv., bliver udvidet fra 200 til 300 meter fra kysten.

Sikkerhedszonen kommer dermed i overensstemmelse med den zone, der er fastsat i Sydøstjyllands og Fyns Politis sejladsreglementer, og der kommer således til at gælde samme sikkerhedszone for sejlads i hele Lillebælt.

De 300 meters sikkerhedsafstand fra kysten vil samtidig være i overensstemmelse med den zone, der gælder for sejlads med vandscootere og lignende fartøjer efter reglerne i vandscooterbekendtgørelsen.

Som hovedregel må sejlads med motorbåde, bræt m.m. i sikkerhedszonen udelukkende foregå med en fart af højst fem knob. Sejladsen må desuden ikke være til fare, hinder eller ulempe for badende eller for andre sejlende, ligesom den ikke må medføre unødig støj.

Efter vandscooterbekendtgørelsen skal sejlads med vandscootere og lignende fartøjer inden for 300 meter fra kystlinjen foregå med en hastighed på maksimalt fem knob vinkelret på kystlinjen, og der må alene foretages direkte gennemsejling af zonen.

Efter Syd- og Sønderjyllands Politis nye sejladsreglement kommer der til at gælde et tilsvarende krav om direkte gennemsejling af sikkerhedszonen ved sejlads fra og til landings- eller ankerplads for de egentlige speedbåde (fartøjer, der er omfattet af bekendtgørelsen om speedbådskørekort).

Kravet om direkte gennemsejling med disse fartøjer fraviges dog, hvis sejladsen foregår i afmærket sejlrende, eller der fra fartøjet udøves fiskeri eller lignende aktivitet. Hastigheden skal dog som udgangspunkt stadig være højst fem knob.

De nye regler træder i kraft den 1. juli 2019.

Vil du vide mere: politi.dk