Du kan som pårørende søge om et plejevederlag til at passe en nær slægtning eller ven, der ønsker at dø i eget hjem. Du har ret til at få orlov fra dit arbejde, når du modtager plejevederlag.

Betingelserne for at få bevilget plejevederlag er:

  • at en læge har vurderet, at der kun kan tilbydes lindrende behandling, og at levetiden vil være kort
  • at den døende skal have et plejebehov
  • at du og din nærtstående skal være enige om pleje- og pasningsopgaven
  • at plejen skal kunne varetages i dit eller den døendes hjem

Betingelser for at få plejevederlag

Du skal rette henvendelse til den kommune, hvor den døende vil opholde sig den sidste tid. Vederlaget bevilges af en administrativ medarbejder eller af en visitator efter et visitationsbesøg. Visitatoren vil informere og vejlede dig og din nærtstående om mulighederne for hjælp og støtte i forbindelse med plejen i hjemmet. Du får en skriftlig afgørelse, om plejevederlaget kan bevilges. Plejevederlaget kan ikke overstige din hidtidige indtægt. Beløbet svarer til 1,5 gange det sygedagpengebeløb, som du vil have ret til ved sygdom.

Personer, der ikke har ret til sygedagpenge ved sygdom, får udbetalt et basisbeløb på 14.684 kr. om måneden ved fuld tid (2015). Plejevederlaget er skattepligtigt. Et plejevederlag kan udbetales, uanset om du mister en arbejdsindtægt, eller om du står uden for arbejdsmarkedet og fx er pensionist, studerende eller lignende. Får du folkepension eller andre sociale ydelser som fx boligydelse, mens du passer din pårørende i dennes hjem, skal du være opmærksom på, at disse ydelser ikke bliver udbetalt i den periode, du får et plejevederlag.

Både offentligt ansatte og privat ansatte har ret til at holde orlov for at passe en døende.

En arbejdsgiver, der yder løn til en ansat under orlov, får en refusion, der svarer til plejevederlaget. Du skal varsle din arbejdsgiver om, at du skal holde orlov senest samtidig med, at du ansøger kommunen om plejevederlaget.

Selv om plejen foregår i hjemmet, kan der være behov for en midlertidig indlæggelse - fx for at aflaste den pårørende. Du mister ikke et plejevederlag, fordi den døende er midlertidigt indlagt.

Mennesker, der er døende, kan få gratis, midlertidig hjemmehjælp og hjælp til at betale udgifter til medicin, sygeplejeartikler og lignende.

Reglerne om plejevederlag er beskrevet i § 119 i Serviceloven.

De aktuelle satser fremgår af den årlige vejledning.

Ansøg om plejevederlag efter Servicelovens § 119

Folder om plejevederlag