Set over de sidste ti år har stadig flere trafikanter på landsplan lettet foden lidt fra speederen. Det er godt, for når færre kører for stærkt, så sker der også færre fartulykker. Vejene er med andre ord generelt blevet mere trygge og sikre at færdes på.
Men vi er ikke i mål endnu. For fire ud af ti danskere oplever, at der meget ofte eller ofte bliver kørt for stærkt på vejene i deres lokale område, viser en undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik. Og det vil Fanø Kommune nu gøre noget ved. Hvilket der er god grund til.
På Fanø har man nemlig i de to foregående år haft flere hastighedssager end tidligere. Faktisk er antallet af sager steget med mere end 50 pct. i 2022 og 2023, hvis man sammenligner med gennemsnittet i perioden fra 2016 til 2021.
I både 2022 og 2023 har antallet af hastighedsforseelser været 59, hvoraf en stor andel endda har givet klip i kørekortet, mens man i 2024 allerede har registreret 44 tilfælde. Det er særligt strækningen på Postvejen fra krydset ved Strandvejen og mod færgen, der registreres mange fartsyndere.
I april vil der derfor langs udvalgte veje i Fanø Kommune blive sat kampagneskilte op med teksten ”Sænk farten – bare lidt”. Erfaringen viser, at skiltene får en stor del af de bilister, der kører for stærkt, til at sænke farten.
”På Fanø ønsker vi, at det skal være trygt og sikkert at færdes i trafikken, og vi bryster os ofte af, at vi er den mest cyklende del af den danske befolkning. Det skal vi blive med at være. Derfor håber jeg, at kampagner som denne kan være med til at gøre opmærksom på, at vi alle sammen bliver lidt bedre til at sætte farten ned til glæde for alle trafikanter,” lyder det fra Fanøs borgmester, Frank Jensen.
Fakta om farten på vejene
- Der er for høj fart i omkring fire ud af ti dødsulykker i trafikken.
- 9 ud af 10 ønsker, at bilisterne var bedre til at overholde hastighedsgrænsen i deres lokalområde.
- Det er Rådet for Sikker Trafik og kommunerne i Danmark, der står bag kampagnen ”Sænk farten – bare lidt”.
kilde: Vejdirektoratet og Rådet for Sikker Trafik
Hastighedssager på Fanø 2016-2024
|
2024 |
2023 |
2022 |
2021 |
2020 |
2019 |
2018 |
2017 |
2016 |
Hastigheds-sager |
44 |
59 |
59 |
49 |
26 |
50 |
65 |
27 |
14 |